Fra cykelbyen København rejser du sydpå gennem middelalderlige købsteder med bindingsværkshuse og historiske brostensbelagte gader. Næsten altid kystnært går det fra ø til ø over dæmninger og broer med storslået udsigt over fjorde og sund. Glæd dig til at opleve UNESCO Verdenskulturarv, nogle af Danmarks bedste strande og cykelstier helt ude i vandkanten på din vej mod Berlin.
Nykøbing Falster er en stemningsfuld by med en smuk beliggenhed ned til Guldborgsund. Byen har et tæt net af gågader med mange butikker og cafeer. Her finder du også Middelaldercentret, Guldborgsund Zoo og flere museer.
Hesnæs Havn med rørklædte huse, smukke skove og badestrande har udvidet, så sejlere kan proviantere og spise i havnen. Bageri, konditori, cafe og take away og en masse events på havnen.
Kirkerne på Møn er mange, flotte og forskelligartede – og som noget helt særligt har den ukendte Elmelundemester dekoreret flere af kirkerne med de mest imponerende kalkmalerier. Du finder de berømte kalkmalerier i Elmelunde, Keldby og Fanefjord Kirke.
Stege er en af Danmarks ældste købstæder og bærer præg af middelalderen, så vel som mere moderne tider, som gør byen til en interessant og smuk by at gå på opdagelse i.
Præstø by er en idyllisk perle tæt på kysten lige ud til Præstø Fjord. Byen har en særlig charme, som skal opleves helt tæt på. Den smukke by er kendt for markedet Fransk Forår og den flotte kirke midt i byen.
Feddet er en fantastisk halvø der adskiller Præstø Fjord og Faxe bugt. Her bliver du budt på skøn natur med mange kilometers badestrand og vandre- og cykelruter på nogle skønne naturstier. Derudover er der masser af aktiviteter for både børn og voksne.
I Stevns Klint Experience, kan du opleve beretningen om, hvordan et asteroide-nedslag for 66 millioner år siden udryddede halvdelen af livet på jorden. Men oplevelsescentret er også fortællingen om hvordan livet gik videre, blomstrede og udviklede sig til det liv, vi kender i dag.
I Køge er handlen oplandets kulturarv, hvor tråde af historie er vævet ind i både byer og landskab. Den Gamle By i Køge er som at træde ind i en lille tidslomme, hvor de farverige, kalkede huse fortæller historien om en ægte købstad. Besøg byens museer, nyd de skønne gamle og velbevarede huse samt de nye bydeles moderne arkitektur.
ARKEN Museum for Moderne Kunst i Ishøj, syd for København, viser udstillinger med de største, modernistiske kunstnere parallelt med udstillinger af samtidskunst – fra nye, unge talenter til etablerede navne.
Som Danmarks hovedstad emmer København af historie, spændende arkitektur, urbane friluftsoplevelser og kulturoplevelser i særklasse. I dag er København desuden anerkendt for gastronomi i verdensklasse, det gode liv der leves omkring havnen og byens forskelligartede kvarterer.